Viser opslag med etiketten gravid. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten gravid. Vis alle opslag

onsdag den 23. november 2011

Tvillingemødre har en lavere dødelighed


Hvorfor får nogen kvinder tvillinger?
Der er mange forskellige hypoteser om, hvorfor nogle kvinder får tvillinger.
En gruppe forskere på Utah Universitet har undersøgt et par stykker af dem og blev bekræftet i, at kvinder, der bringer tvillinger til verden – tilsyneladende – opnår nogle fysiske fordele ved fødslen. Desuden viste undersøgelsen tegn på, at kvinder, der får tvillinger, har en særlig fænotypisk egenskab, der gør, at de overhovedet kan blive og være gravide med tvillinger.
Forskerne fra Utah Universitet har sammenlignet 4.003 mødre til tvillinger med 54.183 ikke-tvillinge-mødre, der alle blev over 50 år, og som var født mellem 1807 og 1899.
Og den sammenligning viste, at mødre til tvillinger har en lavere dødelighed efter overgangsalderen end kvinder, der ikke har født tvillinger, at de får børn tættere på hinanden end ikke-tvillinge-mødre, at de er ældre, når de får deres sidste barn, og at de generelt er mere fertile end kvinder, der ikke har tvillinger.
Kilde: Twin research and human genetics , oktober 2011

tirsdag den 7. december 2010

Blodprøve i graviditeten finder ufødte tvillinger med kromosomfejl


12 pct. flere tilfælde  af Down’s syndrom opspores i tvillingegraviditeter, hvis de får sammen undersøgelse som gravide med et foster, skriver Dagens Medicin.

Opsporing af fostre med kromosomafvigelser - blandt andre Down´s syndrom - kan forbedres hos gravide, der venter tvillinger, hvis dobbelt-testen medregnes, ligesom den rutemæssigt bliver det hos gravide med ét foster. Det viser et dansk-britisk forskningsresultat.

Undersøgelsen for kromosomafvigelser hos tvillingegravide har hidtil været begrænset til udelukkende at bruge nakkefoldstykkelse ved ultralydsscanning ved risikoberegningen.

Men en undersøgelse udført på Århus Universitetshospital, Skejby, i samarbejde med et hold forskere fra England, viser, at 12 pct. flere tilfælde af Down’s syndrom i tvillingegraviditeter kan opdages, hvis resultaterne fra en blodprøve indregnes i risikoberegningen.

Læs hele historien her



torsdag den 2. september 2010

Anmeldelse: Bogen om tvillinger

Billede fra Bogen om tvillinger
ANMELDELSE af Janne Juncker:
Bogen om tvillinger 0-10 år er absolut en let tilgængelig bog, som omfatter ALT hvad man vil, kan eller skal stifte bekendtskab med i forbindelse med det at have tvillinger. Bogen henvender sig primært til tvillingeforældre, men kan med stor fordel også læses af bedsteforældre, pædagoger eller andre der har med tvillinger at gøre.

Forfatterens formål med bogen er, at enhver, der har med tvillinger at gøre med denne bog i hånden, kan læse saglige og ikke mindst forfatterens egne eller andre tvillingeforældres erfaringer i forbindelse med ALT hvad der vedrører tvillinger. Man kan læse bogen fra start til slut, men man kan også med lethed og stor gavn bruge bogen som opslagsbog.
Bogen er en fantastisk bog, hvor forfatteren Joan Tønder Grønning beretter om de mange fakta der findes omkring tvillinger – bogen rummer en god teoretisk del om tvillinger.
Bogen er derefter bygget kronologisk op – fra man opdager at man venter tvillinger, til de kommer til verden og helt op til skolealderen.
Bogen veksler mellem fakta omkring tvillinger og betydningen af, om de er enæggede eller tveæggede til de mere praktiske ting som amning, udstyr, økonomi, og det at være en familie med tvillinger.
Forfatteren belyser de typiske udfordringer man står i som mor eller, de problematikker man som forældre eller fagperson ofte kommer ud i i forbindelse med det at være beskæftiget med tvillinger – skal de på samme børnehavegruppe eller på hver sin ?, hvordan udvikles de bedst som selvstændige individer mm ?
Forfatteren formår at krydre det hele med egne eller andres erfaringer og har rigtig mange gode bud på, hvordan svære ting kan lykkedes. Forfatteren formår at beskrive fordele og ulemper i relation til nogle eventuelle tvillingeproblematikker på en konstruktiv måde, og formår at sætte læseren i centrum og opfordrer denne til selv at tage stilling.

Bogen berører også svære emner som for tidlig fødsel og senfølgerne her af eller sygdomme hos tvillinger. Heldigvis er der ikke mange, der har brug for at læse dette afsnit, men de der har, bliver præsenteret for et afsnit hvor forfatteren formår at beskrive følelsen, frustrationerne og ikke mindst dilemmaerne som man står i som forældre i disse svære perioder

Foruden ovenstående rummer bogen en del praktiske men vigtige og nyttige oplysninger i forbindelse med Det Danske tvillingeregister, Hospitalets tilbud til tvillingegravide og ikke mindst en alfabetisk oversigt over de fagudtryk, der benyttes i forbindelse med vandre og fødselsjournalen.

Bogen er skrevet i et let læseligt sprog og hyggeligt er det bestemt at der ind imellem teksterne er isat billeder af nogle af de mange skønne tvillinger vi har her i Danmark (smil)

Som tvillingemor og pædagog mener jeg helt sikkert, at ”Bogen om tvillinger 0-10 år” er et must for folk der enten venter eller har tvillinger. Jeg vil ligeledes anbefale bogen til pædagoger eller andre, der arbejder med tvillinger, idet at bogen indeholder rigtig mange afsnit som man som fagperson vil have meget stor gavn af at læse.

Janne Juncker
Mor til tvillinger (Kathrine og Mathilde på 8 år) og pædagog i Børnehuset Fridasholm i Odense
_
fakta:
Bogen om tvillinger 0-10 år
Forfatter: Joan Tønder Grønning
Sidetal: 268
Udgivet: 2010
Forlag: Forlaget TekstXpressen
ISBN-13: 978-87-90614-06-5
Pris ved udgivelse: 298 kr
Købes her.

søndag den 29. august 2010

Sex skader ikke ufødte tvillinger

Sex skader ikke ufødte tvillinger
- men kunstigt befrugtede holder sig tilbage

Så er det slået fast – der er ingen sammenhæng mellem hvor seksuel aktiv, man er under en tvillingegraviditet og risikoen for at føde for tidligt. Tvillingegravide, der har sex også sent i forløbet, har hverken øget risiko for abort eller øget risiko for at føde for tidligt.

Men den seksuelle aktivitet aftager hos tvillingegravide, især hos dem, der er blevet kunstigt befrugtet.

Det er et forskerhold fra den gynækologiske og obstetriske afdeling ved det Medicinske Universitet i Wien, der har sat fokus på de tvillingegravide for dels at se, om den seksuelle aktivitet ændrer sig, hvis man venter tvillinger, og for dels at se om en højere frekvens af samleje kan hænge sammen med øget risiko for graviditetskomplikationer.
Forskellige undersøgelser har tidligere vist, at der ikke for singlegravide er sammenhæng mellem seksuel aktivitet og graviditetskomplikationer, og en undersøgelse fra 1989 afviste også sammenhængen for tvillingegravide, men siden den undersøgelse er der sket så mange ændringer i befrugtningsmetoderne, at forskerne ønskede at undersøge forholdene for tvillingegravide på ny.


Flertallet af tvillingegravide føder mellem den 34. og den 36 uge. Mellem 18 og 25 procent af alle for tidligt fødte stammer fra tvillingegraviditeter. Da risikoen for for tidlig fødsel er højere ved tvillingegraviditeter end ved enkeltfødte, kunne den nærliggende tanke være, at der var en sammenhæng mellem for tidlig fødsel og samleje.

- Vi undersøgte 50 tvillingegravide, som udfyldte et spørgeskema om deres seksuelle aktiviteter under graviditeten, fortæller forskerne til augustnummeret af Twin Research and Human Genetics.

På fødselstidspunktet var kvindernes gennemsnitsalder 31 år plus minus 4,8 år. Alle rapporterede at have haft seksuel aktivitet under graviditeten. Da man sammenlignede hyppigheden af for tidligt fødte før den 37. graviditetsuge med frekvensen af samleje i henholdsvis den tidlige og i den sene graviditet, var der ingen statistisk forskel, skriver forskerne i tidsskriftet. Med andre ord var der ingen sammenhæng mellem seksuel aktivitet og for tidlig fødsel.

Kunstigt befrugtede holder sig tilbage
Men antallet af samlejer faldt hos alle, jo længere henne i graviditeten man var, og i modsætning til det første trimester faldt samlejefrekvensen hos størstedelen, 82 procent, i den sidste graviditetsmåned. Forskernes tal viser også, at de kvinder i undersøgelsen, som var blevet kunstigt befrugtede, havde signifikant færre samlejer i den tidlige graviditet end dem, der var blevet befrugtet spontant.
Kvinder, der var blevet gravide efter in-vitro-befrugtning, havde i starten af graviditeten samleje varierende fra to gange om ugen til en gang på fjorten dage.
Kun 26 procent af alle kvinderne svarede på, hvorfor deres frekvens gik ned, og d, der svarede, fortalte, at det skyldtes, at de var bange for at skade fosteret, føde for tidligt eller få veer, eller bare for at beskytte deres graviditet mest muligt. I den sene graviditet var der ikke den store forskel mellem de spontant undfangede tvillingegravide, og de kunstigt befrugtede.


Kvinderne blev også spurgt om samlejefrekvensen ændrede sig, hos hvem forandringerne indtraf (manden, kvinden eller begge), og hvor ofte samlejet fandt sted i forløbet. Ligeså blev de spurgt om forskellige tekniske detaljer, og om hvorvidt de havde diskuteret kønsliv under graviditet med deres gynækolog.

Kvinderne blev afslutningsvist spurgt, om de selv syntes, man skulle nedsætte frekvensen. Flertallet, 70 procent svarede, at det kun var nødvendigt, hvis graviditeten på en eller anden måde var kompliceret.

I undersøgelsen deltog kun kvinder, som ikke tidligere havde født flerlinger, og som ikke havde andre uregelmæssigheder i graviditeten, så som TTTS, tvilling-til-tvilling syndrom, cerclage eller moderkagesvigt.
I alt 180 tvillingegraviditeter blev registreret ved afdelingen over en periode på et år i 2006-2007, men ikke alle ønskede at deltage i undersøgelsen eller faldt uden for kriterierne.
Alle 50 kvinder fødte ved kejsersnit. I gennemsnit fødte de i uge 35 plus minus 17 dage.


Citat tilladt med kildeangivelse tvillingetips.dk