lørdag den 17. december 2011

Storsælgende tvillinger under juletræet måske

Storsælgende tvillinger - bøger med tvillinger som hovedpersoner
Anmeldt af Lotte Kirkeby Hansen journalist og tvillingemor


Tvillinger er et motiv, der bliver brugt flittigt i både film og litteratur – også i to af julehandlens mest populære bøger. Både Hanne-Vibeke Holst og Sara Blædel har nemlig installeret et sæt enæggede tvillinger i deres nye udgivelser, familiekrøniken Undskyldningen og Louise Rick-krimien De glemte piger. Og begge kredser de om den vanskelige adskillelse og ditto identitetsdannelse og stiller spørgsmålene: Kan man føle sig som et helt menneske uden sin tvilling? Kan man overhovedet klare sig alene? Og kan man i virkeligheden bedst tænke sig at være den anden?

Hos Hanne-Vibeke Holst er det de enæggede tvillingedrenge Leo og Leif, der indtager scenen omkring 2. verdenskrig. Leo er underhunden, Leif overhunden, og den fordeling kommer for alvor frem i deres ungdomsår. De ligner hinanden til forveksling, men alligevel er der en forskel. Det er ikke det halve nummer i sko, og det er ikke den marginalt bedre ’udrustning’, som Leif er i besiddelse af. Hvad er det så? Måske blot en fornemmelse. Men ikke desto mindre nok til at besegle Leos skæbne, der slår et gevaldigt og altafgørende sving, da drengene indleder en fatal bytte-identitet-(og kæreste)-leg.

Det indbyrdes forhold mellem tvillingerne er så stærkt, at det er svært for tredjemand, eller rettere sagt kvinde, for alvor at trænge igennem til dem og lære dem at kende. Således tænker en af de kvinder, som de begge forelsker sig i: »Vist lignede de hinanden, men når man lærte dem at kende, opdagede man, at de var som to halvdele af et dekoreret pappåskeæg. På en gang ens og forskellige, og under alle omstændigheder var hver halvdel ubrugelig uden den anden.«

Undskyldningen bruger med stor behændighed Leo og Leif som den aksel, hele handlingen drejer sig om, og det fungerer upåklageligt. Men også forudsigeligt. Hanne-Vibeke Holst spiller nemlig med på alle stereotyperne om enæggede til-døden-os-skiller symbiotisk forbundne tvillinger, og der kunne man måske godt have forestillet sig lidt flere nuancer. Men så ville hele det overordnede plot omvendt være faldet til jorden med at brag.

Hos Sara Blædel er tvillingerne i højere grad end hos Holst henvist til kulissen, for det er kriminalassistent Louise Rick, der for syvende gang er hovedpersonen i De glemte piger, hvor en midaldrende kvinde med et meget karakteristisk ar bliver fundet død i skovene omkring Hvalsø på Sjælland. Louise Rick opdager dog hurtigt, at kvinden faktisk allerede 31 år tidligere er meldt død. Og da hun dykker ned i sagen, opdager hun, at den døde kvinde tilsyneladende havde en tvillingesøster, der også er død, 31 år og et minut tidligere end den kvinde, de har fundet. Der er noget, der ikke stemmer, og Louise Rick og hendes nye makker sætter sig for at finde ud af, hvad det kan være.

Blædels tvillinger, Lise og Mette, er enæggede, lettere retarderede og helt og aldeles uadskillelige. De sover sammen, går på toilettet sammen – og skiller man dem ad, går det galt. De holder op med at spise og drikke og banker hovedet ind mod væggen i savn og afmagt. Som deres far siger: »De er altid blevet kaldt Lisemette. De to hørte sammen, selv om de var forskellige af sind. Lise var den modige, hende der gik forrest og tog sig af sin søster. Mette var mere uselvstændig, men hun var som sagt også hårdest ramt.«

Både Hanne-Vibeke Holst og Sara Blædel genskriver glad og gerne myten om de symbiotiske tvillinger, der klarer sig dårligt uden hinanden, men som dog har forskellige karaktertræk. Hos Blædel er forholdet mindre foldet ud end hos Holst, hvor det bliver mere kompliceret; i barndommen en fascinerende styrke, i ungdommen en orm, der gnaver, og i voksenlivet en torn, der truer med at flænge alt.

Hanne-Vibeke Holst: Undskyldningen. 424 sider. 299 kroner. Gyldendal

Sara Blædel: De glemte piger. 315 sider. 299 kroner. Peoples’Press

mandag den 12. december 2011

Netværk for efterladte tvillinger møder forældre, der har mistet en tvilling

I England har Lone Twin netværket eksisteret i mange år. I Danmark findes et lignende, som mødes jævnligt.
Her er et videoindslag fra BBC, hvor blandt andre Joan Woodward, psykoterapeut og som selv mistede sin søster som tre årig, forfatter til "The Lone Twin" udtaler sig.
Hun, der nærmer sig de 85, fortæller blandt andet, at LoneTwin netværket for nyligt holdt et møde, hvortil også forældre, der havde mistet den ene af deres tvillinger var til stede.
Budskabet til dem var at huske, at de stadig har en tvilling, og at vedkommende er der og har et liv at leve også, selv om også den efterladte tvilling ofte må leve med, at den døde til tider overskygger.
Hun siger, at det selvfølgelig er et smerteligt tab, men at forældre skal huske, at der er en anden tvilling som lever.

Jeg interviewede Joan Woodward for ti år siden. Find interviewet her.




torsdag den 8. december 2011

Tvillinger søges til fotografisk kunstprojekt.

Tvillinger søges til fotografisk kunstprojekt.   
      Magnum-fotograf Jacob Aue Sobol søger tvillinger der vil være med til at skildre livet som tvilling. Der søges tvillinger i alle aldre, køn og udseende. Dog med en præference for teenagere og ældre tvillinger. Tvillinger der er nære, måske     endda bor sammen. Tvillinger i det øde, i provinsen, i byen.   
Er du tvilling, eller kender du tvillinger som har lyst til at medvirke i et fotografisk     kunstprojekt? En fotografisk undersøgelse der går tæt på det nære forhold mellem tvillinger?   

Send     et billed til mail: tvilling76@gmail.com  
eller ring til 51789853   


Jacob skriver således:
TWO | JACOB AUE SOBOL
Jeg blev født to minutter før min lillebror, Thomas. Min tvilling. To minutter efter jeg kom til verden, kom der en kopi af mig. Eller var jeg en kopi af ham? Vi havde det samme genmateriale, men ville vi også få de samme liv? Allerede inden vi blev født, havde vi delt 9 måneder i det samme varme trygge rum. Et rum, som vi gennem hele vores opvækst prøvede at bevare og værne om. Vores egen verden. Vores eget sprog. Tvillingerne hed vi, eller A & B, og en sjælden gang Jacob & Thomas. Et fællesskab, der skabte unikke oplevelser, et behov for sammenhold og et nærvær, der kan være svært at leve foruden.
Dette projekt tager udgangspunkt i mine egne oplevelser som tvilling og de følelser, der er forbundet med det. For mange tvillinger er symbiosen den mest værdifulde måde at tilbringe sit liv. Det smukkeste er at føle sig så tæt knyttet til et andet menneske, at man ikke kan leve foruden. Du er din tvilling og din tvilling er dig. En unik og bizar mulighed for at se dig selv i øjnene gennem et andet menneske. Men symbiosen har også en bagside. For hvordan bliver du et selvstændigt menneske, hvis du altid føler, at der mangler en, når du er alene? Eller at det at opleve alene virker værdiløst og angstfremkaldende. Men symbiosen og dermed en manglende evne til at kunne eksistere alene (eller forestillingen om det), findes ikke kun hos tvillinger. Intet menneske ønsker at gå gennem livet alene. Og vi kender alle angsten for at miste. Angsten for at stå alene.
Projektet TWO handler om den angst, og om de alment menneskelige behov for nærvær, sammenhold og symbiose. Gennem mine fotografier af tvillinger tydeliggøres disse behov. I detaljesøgende registreringer og intime portrætter vil billederne fokusere på kroppen og dens længsel efter at eksistere i kontakt med et andet menneske. Gennem mine tvillingebilleder vil jeg sætte jeg’et over for Vi’et og på den måde få beskueren til, at forholde sig til egen krop og eksistens på en poetisk og direkte måde.
Da jeg er den tredje generation af fotografer i min familie (min mor og min morfar var også fotografer) har jeg desuden et unikt billedmateriale fra begyndelsen: Min mors mave vokser, A & B bliver født og vokser op. Dette enorme materiale skal samtidig redigeres og indgå i en sammenhæng med det nye materiale, jeg skaber. Desuden er det en ambition, at indsamle breve skrevet tvillinger imellem, der også skal indgå som en del af det færdige værk. Det endelige resultat skal være en bogudgivelse og udstilling, der trækker os ud af almindelighedens tryghed og rører os de steder, vi kan mærke, at der er noget på spil. Der, hvor vi stiller os nøgne og sårbare.
Da tvillinger (og symbioser) som bekendt eksisterer over alt i verden, hos mennesker, dyr og planter, er det vigtigt at projektet får en international profil, og at der fotograferes i både Afrika, Amerika, Asien og Europa. Én ting er at følelserne er universelle, og selvfølgelig eksisterer i et hvert menneske. Men vi har stadig brug for at blive mindet om, hvad der forener os som mennesker på tværs af race og kulturel baggrund. At vi har brug for hinanden.
TWO er et projekt, som jeg har set frem til siden jeg begyndte at udtrykke mig visuelt, og som jeg på mange måder forventer vil blive en kulmination af mit hidtidige arbejde i Grønland, Asien og Danmark. For selvom alle mine projekter har haft en personlig tilgang, er der intet som TWO, der vil gå grænseoverskridende tæt på mit eget følelsesliv og hele min eksistensberettigelse. Projektet TWO undersøger kernen i min egen tilværelse og dermed også i mit virke som fotograf og kunstner.
- Jacob Aue Sobol.