onsdag den 12. januar 2011

Beretning fra en "tveægget mor": En af hver er en fordelagtig blanding

»Er det første gang, du bliver scannet?« spurgte sygeplejersken og holdt blikket stift rettet mod skærmen, der for udenforstående ikke viste andet end plamager i forskellige gråtoner.
Men altså også to bittesmå hjerter, der bankede. Da vi senere sad med en stribe scanningsbilleder af to små i stedet for en, trøstede vi hinanden med, at det forhåbentlig var en af hver. Så de små ikke skulle vokse op som kloner i evig konkurrence – og så deres storebror på dengang to ikke skulle forholde sig til den mur af lighed, man kan finder hos enæggede tvillinger og tveæggede af samme køn.
Det var en af hver. Og vi var glade. Det var deres storebror ikke, men det blev han, og kan i dag profitere af at have en søster, der ligner ham på en prik, og en bror, der er så anderledes, at det er en stadig kilde til såvel fascination som irritation. Men han har søskende, de er en flok, og han er ikke blevet reduceret til at være storebror til et sæt tvillinger.
Så en stor tak skal lyde til den, der blandede kortene så fordelagtigt.

»Jeg har engang været tvilling,« sagde tvilling A, drengen, da han gik i børnehave, »men det er jeg ikke mere …« omend løsrivelsen dog ikke var større, end at han savnede sin søster, tvilling B, da de i en alder af syv fik hver deres værelse – og fandt det da også meget hyggeligt, da klasselæreren i 1. klasse ikke anede, at de var tvillinger og placerede dem ved siden af hinanden.
Tvillingerne, som de blev kaldt i de første leveår, trods massive forskelligheder, har aldrig for alvor dyrket tvillingeforholdet. De ventede pligtskyldigt på hinanden, da de skulle kravle og gå, men har siden udstukket hver deres bane med den tryghed, der ligger i at have en søskende i baghånden på samme alder og med samme erfaringer – til stor og daglig glæde for et sæt forældre, der aldrig har haft romantiske drømme om tvillinger og derfor til stadighed bliver taknemmelige over, at deres tvillinger i den grad abonnerer på så forskellige ting hos dem, at det er umuligt at sammenligne og dermed også – heldigvis! – fuldstændig umuligt at behandle dem ens.
af Lotte Kirkeby








1 kommentar:

lauriestrode sagde ...

Nu er mine piger så forskellige af både sind og skind og udvikling (Liv kravlede, da hun var 6 mdr. og gik da hun var 10 mdr. Silja sad på sin flade til 9. måned eller vaklede rundt om bordet, og gad først at kravle, efter Liv var begyndt at gå - til gengæld har Silja "snakket" siden hun var to mdr, hvor Liv først rigtig gik i gang, da hun var næsten et år) at de er mere søskende end tvillinger i deres egen selvopfattelse :D