mandag den 31. januar 2011

Fægtende tvillinger vinder guld, sølv og bronze

Mange tvillinger deler sportsinteresse og kommer langt i konkurrencer, blandt andet fordi den indbyrdes kappestrid mellem de to tvillinger ofte overgår den konkurrence, der er til de andre deltagere.

Jeg kender ikke den konkrete baggrund for de nedennævnte to tvillingers flotte resultat, men bygger min påstand på interviews med flere tvillinger i sport ( Læs bogen Tvillingebilleder), men i weekenden var der et par 13 årige tvillinger, der vandt guld, sølv og bronze i fægtning, i hver deres disciplin ( og i forskellige kategorier, derfor tre medaljer).
Læs om de dygtige piger, Augusta og Martine Spanger-Ries , her.


Af kendte danske tvillinger i sportsverdenen kan nævnes Camilla og Charlotte Andersen, begge håndbold, og Ebbe og Peter Sand, Morten og Søren Nielsen, samt Martin og Michael Johansen, Anders og Kristian Kaagh, alle fodbold.
Læs mere om tvillinger i sport hos nancy Segal i "Entwined Lives" og "Indivisible by two"

torsdag den 27. januar 2011

Alle slags voksne tvillinger efterlyses til bladet HELSE

Fra bladet HELSE har vi modtaget nedenstående efterlysning.

Tvillingepar søges hurtigst muligt!
I anledning af kronprinsparrets familieforøgelse vil vi i magasinet Helse gerne bringe en fotoserie med tvillinger i forskellige aldre. Derfor søger vi i alt seks par tvillinger. Det vil være en fordel, hvis I bor i Trekantområdet, da vores fotograf holder til i Vejle.
Vi kan desværre ikke tilbyde jer noget for at deltage i fotoserien, men I får naturligvis billedet af jer selv. Samtidig vil vi også gerne stille jer et par spørgsmål om det at være tvillinger. Det gør intet, om I er en- eller tveæggede, ligesom I heller ikke behøver at være samme køn.

Vi søger ISÆR efter et tvillingepar over 65 år, men vil også gerne høre fra tvillinger i 20'erne, 30'erne og 40'erne.
Kontakt Sanne Bach Lauridsen på tlf. 5141 0519 hurtigst muligt, hvis I har lyst til at hjælpe os.
Vi forestiller os, at billederne skal tages allerede i uge 5 (31.1.- 4.2.2011)

Med venlig hilsen
Sanne Bach Lauridsen
Tekstforfatter, redaktør på Helse



søndag den 23. januar 2011

Over 300 tip er kommet ind til kronprinsparret - TAK

Vi har nu sluttet indsamlingen af råd til Kronprinsparret. Der indkom lige over 300 råd!
Tusind tak.
Nu redigerer vi bogen og meddeler her på Tvillingebloggen, når den afleveres til familien på Amalienborg.
Du må gerne fortsat indsende tip til den bog, der kommer i handlen til alle andre.
Brug formularen på http://www.tvillingetips.dk/

fredag den 21. januar 2011

Mød de fire familier fra TV2-tvillingeserie på facebook og skriv med dem

TV2 kører fra tirsag den 1. februar 2011 en programserie om fire forældrepar, der venter tvillinger - og får dem.
Gennem facebook er det allerede nu muligt at møde og tale/skrive med parrene, ligesom andre tvillinger eller forældre kan skrive på facebook væggen.
Foreløbig har de fire par præsenteret sig og lagt nogle fotos op af de smukke børn. Følg parrene og deres udfordringer og glædr i Tv og kommenter på facebook.

Her er linket til siden:

TV2 reportageserie om fire forældrepar før under og efter tvillingefødsel

Når en bliver til to - en reportageserie i TV2.
TV2 skriver i pressemeddelelsen:

Hele Danmark har fået tvillinger – også TV 2! Tirsdag 1. februar 2011 er der premiere på reportageserien ”Tvillinger”, der følger fire forældrepar før, under og efter, at deres tvillinger er kommet til verden. Se med fra klokken 20.00 på TV 2.

Dobbelt op på alt - bleer, babyudstyr og babygråd – men langt fra dobbelt op af overskud. Hvordan er det at få to børn, når man måske bare havde forventet ét?
Flere og flere danske par bliver forældre til tvillinger – tallet er næsten fordoblet siden midten af 80’erne, ja, selv Danmarks kronprinspar har fordoblet børneflokken med to.
I fire programmer følger vi fire forældrepar, der har fået tvillinger i 2010. Vi er med til fødslen, til barnedåb, gennem de første lykkelige babystunder, men også når hverdagens udfordringer med to på én gang rammer de nybagte familier.
Du kan læse meget mere om programmet her på TV2s egen side


tirsdag den 18. januar 2011

Gratis bleer til tvillinger født i januar 2011

Libero fejrer kronprinsparrets tvillinger med at give alle tvillinger født i januar 2011 tre måneders gratis forbrug af engangsbleer.
Læs mere her:

fredag den 14. januar 2011

- De er næsten synkroniserede, jubler kronprinsesse Mary

- De  er næsten synkroniserede, sagde kronprinsesse Mary , da hun for nogle minutter siden tjekkede ud fra Rigshospitalet med de seks dage gamle tvillinger.
Det er godt gået Mary, på så kort tid. Bravo.
- Temperamenterne er forskellige, sagde hun også, og fortalte, at de godt vidste allerede, hvad børnene skulle hedde.

Vi ønsker tilykke herfra, og beder kronprinsparret om at huske på Christian og Isabella i denne første tid. De store kan nemt komme i klemme, når hele verdens øjne hviler på de nyfødte.
Husk at du stadig kan nå at give dit råd med til Frederik og Mary på http://www.tvillingetips.dk/.
Vi lukker indsamlingen til kronprinsparret mandag den 17. januar 2011.
Du kan dog stadig sénde dit råd ind, da vi fortsætter med at samle råd ind til en bog til andre tvillingeforældre.