søndag den 29. august 2010

TIP:Sørg for at gøre noget hver for sig med tvillingerne

Dette råd er indsendt til Tvillingetips.dk af
Tanja Dinsen Stave, Ringsted:
__
Gør ting med dine tvillinger hver for sig - tag en med dig, når du skal ud, i stedet for begge; del jer (dig og ægtefællen) med hver en tvilling i klapvogn etc., i stedet for at gøre alting sammen.
Når børnene er sammen, udvikler de en særlig adfærd, hvor deres individuelle personligheds- og adfærdstræk supplerer hinanden, og det kan være svært at få øje på, fordi det kan virke harmonisk. Men de får ikke altid udviklet den adfærd/kompetence, som den anden tvilling er god til.

Eksempel:
Vi har en dreng og en pige - Patrick og Sascha. Begge kønne unger, og da de var helt små, tiltrak Sascha altid menneskers positive opmærksomhed pga. sine lyse krøller og store, brune øjne. Begge børn lærte hurtigt, at det var nemmest at sætte Sascha først, når de skulle kontakte andre mennesker, og da Sascha også sidenhen viste sig at have en mere umiddelbar personlighed, fortsatte dette mønster.

Da vi blev opmærksomme på det, sørgede vi for, at Patrick selv måtte kontakte nye mennesker - på trods af, at han (i starten) var meget genert og havde det svært med det.

Vi talte også med dem om det, og har gjort det altid, hvilket har betydet, at de har udviklet en stor opmærksomhed på og accept af hinandens forskelligheder og styrker, og kan læne sig op af hinanden, når der er noget de har brug for hjælp til - helt uden følelsen af konkurrence, men som den naturligste ting.

Ydermere har det selvfølgelig givet dem en naturlig opmærksom på andres evner, og de har udviklet et stort og godt selvværd med plads til andre.
--
Du kan også bidrage med dit tip til tvillingetips.dk
Copyright Tvillingetips. Citat tilladt med kildeangivelse

Ingen kommentarer: